Beboerne er alle i en form for beskæftigelse, og det er hverdagen også formet efter. Den enkelte beboer har faste vække- og morgenrutiner som følges uanset hvem der er på arbejde, hvilket er vigtigt så alle beboere kan få den bedste start på dagen.
Mindst én gang om ugen har beboerne en halv hjemmedag hvor de kommer tidligt hjem, det er her de sørger for at gøre rent, vaske tøj og generelt ordne deres praktiske gøremål med den nødvendige støtte fra personalet. Det er også når de har hjemmedag at beboerne har deres ugentlige samtale med deres kontaktperson, hvor de evaluerer de sidste uges mål og sætter nye ugemål for den kommende uge. Ved at sætte små mål hver uge sikrer vi en kontinuerlig udvikling.
En gang om ugen har hver beboer en maddag hvor de med hjælp fra en ansat er ansvarlig for at planlægge menuen, handle ind, lave mad og rydde op efterfølgende. Vi arbejder på at skabe gode rutiner og et godt fællesskab omkring aftensmåltidet.