Vi tilbyder hjælp i forbindelse med akut anbringelse
Som regel ligger der ulykkelige omstændigheder bag, når et barn eller en ung får behov for en akut anbringelse på et opholdssted.
De børn og unge, der bor i Hedehuset, har alle oplevet svære forhold i løbet af deres opvækst – ofte i forhold til familie, skole eller begge dele. Der er tale om børn og unge med forskelligartede specifikke indlærings- eller udviklingsproblemer, som har brug for målrettet indsats i forhold til skole, fritidsaktiviteter og socialt netværk. De kan have mange forskellige indlærings- og udviklingsproblemer, og alle har brug for en indsats for at komme på rette vej.
Fokus på frihed, omsorg og mulighed for efterværn
Alle vores opholdssteder arbejder ud fra samme overordnede værdisæt, hvor vi tilstræber, at vores børn og unge skal føle en høj grad af frihed og omsorg. Vi forsøger derfor at inddrage børnene og de unge så meget som muligt. Dette er f.eks. ved at de unge er med til at lave ugens madplan, tilberede aftensmad og beslutte hvilke aktiviteter, der skal være i weekenderne.
Som opholdssted for børn og unge har vi et højt fokus på, at de skal tage hensyn til hinanden, så der er plads til alle – uanset baggrund og problematikker. Det kræver, at vi træner vores børn og unge i deres sociale kompetencer, så de bedre kan indgå i fællesskaber. Vi sætter derfor en ære i, at vores personale har en høj faglig kvalitet, da det er nødvendigt for, at børnene og de unge får de bedst mulige rammer for udvikling. Vi har stor erfaring, gennem mange år i branchen, med at tilpasse både det fysiske og det pædagogiske miljø, så vi kan hjælpe en bred vifte af børn og unge.
Derudover tilbyder vi også mulighed for efterværn for de børn og unge, der skal videre i livet efter at have boet hos os.
Målgrupper og takster
Alle opholdsstederne er godkendt efter Serviceloven paragraf 66.
Opholdsstederne Hedehuset Alstrupvej og Skrødstrupvej er godkendte til 15 børn og unge mellem 9 og 17 år (med mulighed for forlængelse til og med 22 år)
På Opholdsstedet Hedehuset Alstrupvej har vi også to pladser, der er godkendt efter Servicelovens paragraf107.
Opholdsstedet Hedehuset Rosendal er godkendt til 8 børn og unge mellem 8 og 17 år (med mulighed for forlængelse til og med 22 år)